Næslandet 1 | Eva Egeskjold

’”Det lykkedes nogen at bringe Annitempernes kræfter under kontrol.” Radulfir mødte hendes blik. ”Det er de ånder, der bestemmer naturens gang,” tilføjede han.
Hun nikkede.
”Deres kræfter blev brugt til at nedkalde en forbandelse over Lucili,” fortsatte han og lagde sine hænder til hvile på sadlen. Han sænkede stemmen. ”Hendes krop følger naturens cyklus, som var den en plante, og det har den gjort i omtrent to hundrede år nu,” forklarede han. ”Hun fødes, spirer, blomstrer og visner hen for til sidst at gå i opløsning og dø – år efter år. Når hun dør, lægger hendes krigere resterne af hende i en kiste med jord og afventer foråret.”
Oona snappede efter vejret. Det var dét, hun havde set på Tretinder. Hun havde set Lucili dø … men blot for senere at genopstå.’
Sagt om Næslandet-serien: ’… Det var ret meget kærlighed fra første side …’ Bibliotekat 
’… det er imponerende, kreativt og flot, at et landskab kan generere en så storslået fantasi, som tilfældet er i Eva Egeskjolds roman …’ Bent Rasmussen, Skolebiblioteket