Rejsen til Indus 2 | Jákup Hans Heinesen

Bogens andet bind handler om rejsens egentlige mål: Pakistan.  Efter ankomst til Indusflodens bredder blev eleverne sendt ud gruppevis for at undersøge leveforholdene i landet. De enorme problemer i landet blev hurtigt til vores egne, og ingenting hjemmefra havde forberedt os på det, som ventede os. Ydermere blev vi for alvor gjort bekendt med, hvad Tvind egentlig var for en skrupelløs organisation. Det hele kulminerede med dysenteri og en farlig hjemfærd igennem Iran, hvor tingene blev højdramatiske, men takket være et godt sammenhold mellem eleverne kom vi nogenlunde godt fra det.    Hjemme i Danmark blev dette bizarre skoleophold taget op til grundig overvejelse, og enhver måtte tage sine individuelle forholdsregler og afgørelser for at genfinde sig selv og gå videre i livet, men der var bare ikke nogen enkel udvej fra Tvind.     Bogen slutter med en beskrivelse af den krævende løsrivelse og med at finde en ny kurs i livet.     
Uddrag af bogen Ved den sidste vejspærring før vi skulle til at køre op mod krydset, blev vi vinket til siden og denne gang var der to patruljer der nærmest konkurrerede med hinanden om at gøre sin pligt. De undersøgte bussen lidt mere grundigt end ellers, og uheldigvis var ikke alting gemt så godt af vejen som vi oprindelig havde lært os og tilmed trænet på.    En mand satte sig ved siden af Robert og holdt sin maskinpistol ind mod siden på ham, og beordrede ham til at køre. Robert var ikke særlig tilpas ved situationen.    Bussen stoppede foran revolutionsgardens hovedkvarter, og alle blev beordrede ind i bygningen. Selv de syge blev beordrede op og ud af bussen.    En trappe førte op på første sal og vi gik op ad den og så ind i et umøbleret rum på ca. 4 gange 5 meter. Der blev vi alle stillede op mod en murvæg, der var malet i grønne farver, mens tre bevæbnede vagter stod over for os og sørgede for, at vi stod oprejste; side om side og med ryggen ind mod væggen.     
Om forfatteren Jákup Hans Heinesen er født i 1969 i Torshavn på Færøerne. Han er uddannet som styrmand og adjunkt. Efter Tvind sejler han på langfart, bliver havnearbejder, værftsarbejder, brobisse, orlogsgast og til sidst styrmand i Norge, hvor naturen og vidderne kalder til en ny tilværelse som fjeldvandrer, jæger, hundeavler, slædekusk, guide og tolk.